onsdag den 13. november 2013

KK, Klar til Kassering #1: Ansigtsprodukter.

I en alder af 26 er det så småt ved at gå op for mig at der ikke findes en perfekt renserutine for ens hud fordi vores hud ændrer sig hele tiden… Med vores cyklus, med årstiderne, med alderen… Men jagten på de produkter som virker her og nu stopper aldrig og det betyder at der løbende sendes produkter og emballage på kirkegården…

I dette indlæg viser jeg hvilke produkter jeg for nylig har prøvet af og hvad jeg syntes om dem, enjoy!



REN Clean Skincare, Mayblossom T-Zone Control Cleansing Gel, 5 ml produktprøve. Dette er en rensegel til kombineret og fedtet hud. Gelen er lavet til at fjerne overskydende sebum samt urenheder og efterlade huden renere, friskere og mere jævn. Jeg kan godt lide at bruge olie til at rense min hud om aftenen så denne lille er blevet sat på prøve om morgenen hvor jeg masserede den ind i huden og skyllede af med lunkent vand. Efter rens føltes min hud helt frisk og ren, men den fik også min hud til at føles en smule stram, hvilket ofte sker når jeg bruger produkter til kombineret/fedtet hus, også selvom jeg har kombineret hud. Jeg så ikke nogen ændring i min acne men da det jo kun er en tester kan jeg ikke udtale mig om de effekter produktet kunne have ved længere tids brug… Gelen dufter lidt som den lokale helseshop på en frisk og lidt blomsteragtig måde, det er ikke en duft der er til at falde i svime over men jeg væmmes bestemt heller ikke. REN Clean Skincare bruger kun 100% plante- og mineralderiverede komponenter i deres produkter og mange af deres produkter får thumbs up rundt omkring på nettet, så selvom jeg ikke kommer til at købe det her produkt i fuld størrelse, så er jeg sikker på at jeg kommer til at købe noget andet fra det brand.

Payot, Gommage Intense Fraîcheur Exfoliating Cream, 4 ml produktprøve. Denne creme dufter dejligt af syrligt slik men på den rene måde – Giver det overhovedet mening?! Men den anvender grove korn til eksfoliering og når den først kommes på huden og masseres ind i huden føles den heller ikke grov, det ændre sig dog efterhånden som cremen trænger ind i huden. De 3 gange jeg brugte dette produkt var jeg nødt til at tilføre ekstra produkt for ikke at stå og massere mit ansigt med de rå korn. Efter hver enkelt eksfoliering føltes huden skøn, ren og mere jævn, men personligt foretrækker jeg kemiske eksfolianter hvilket betyder at det ikke er et produkt jeg vil købe i fremtiden.



AHAVA, Time To Hydrate Essential Day Moisturizer til normal til tør hud, 15 ml produktprøve. AHAVA er et naturligt hudplejemærke som har mineraler fra Det Døde Hav som en af hovedingredienserne i deres mange produkter. Dette er det første AHAVA produkt jeg har prøvet og jeg er faktisk enormt positivt overrasket… Cremen gør at huden føles som fløjl på den lækre måde, og selvom jeg har en kombineret hud følte jeg ikke på noget tidspunkt at produktet forværrede min skindende T-zone. Cremen dufter ren og frisk, og jeg er en stor fan af det simple design. Det bliver ikke det sidste produkt jeg forsøger mig med fra AHAVA.


Alpha-H, Clear Skin Blemish Control Gel, 20 ml. Jeg har siden starten af mine teenageår kæmpet med acne. Det er blevet bedre med årene men jeg lider stadig af hormonudbrud når det er den tid på måneden. Desuden er der de vilkårlige bumser som ikke har nogen åbenlys årsag. Min erfaring er at mange bumsecremer virker ved at udtørre bumserne og dermed også den omkringliggende hud, hvilket gør at man ikke rigtigt kan bruge dem på større områder… Jeg har brug for et produkt, jeg kan bruge på det meste af min kæbelinje når jeg har et af min udbrud, og det kan jeg faktisk med denne gel. Selvom jeg brugte den på hele min kæbelinje 2 gange om dagen i flere måneder oplevede jeg ikke på noget tidspunkt at min hud blev udtørret og skallende – Bonus! Det er ikke en creme der får ens bumser til at forsvinde på en enkelt nat, men den har bestemt været med til at dæmpe rødmen og hjælpe helingen af mine udbrud… Jeg er også ret sikker på at min ivrige brug har været med til at hæmme dannelsen af nye udbrud. Det eneste minus ved dette produkt er emballagen som går op i en spids. Efter få ugers brug kom der en revne i spidsen under rillerne til skruelåget som blev større for hver gang låget blev skruet på. Revnen betød at nogle gange gik produkt til spilde fordi det både flød ud af revnen og ud af spidsen. Emballgeproblemer til trods er det stadig den bedste bumsecreme jeg har prøvet og bestemt et produkt jeg ville købe igen. Denne her er købt på Beautybay.com til ca. 130kr.


Vichy, Liftactiv Serum 10 Eyes & Lashes, 1,5 ml produktprøve. Dette er et nyt produkt fra Vichy, en serum til både øjne og vipper som skulle lysne øjenomgivelserne, samtidig med at dens anti-ageing ingredienser har en opstrammende effekt. Selv har jeg aldrig rigtig brugt øjencreme, og i en alder af 26 og kun 1,5 ml produkt til rådighed kan jeg ikke rigtigt udtale mig om dens opstrammende egenskaber, men hvad jeg kan sige om dette produkt, er følgende: Serummet lod til at have en svag lysnende effekt og jeg tror at mine vipper var glade for den ekstra pleje, men jeg skulle bruge meget, meget små mængder for at undgå følelsen af indtørret lim omkring mine øjne… Måske det er et produkt mit fremtidige jeg kunne finde på at købe om 20 år, men jeg tvivler stærkt…

Hvis i selv har arprøvet et eller flere af disse produkter, så skriv jeres egen dom i kommentarfeltet nedenfor. Jeg vil meget gerne høre andres meninger.

//Kærlige Tanker Beautybombinen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar!